Antalya, Tyrkiet — Når klimakonferencen COP31 åbner den 9. november 2026, ledes den af et COP31-formandskab, som FN’s klimaproces aldrig har set: to formandskaber, der deler én konference. Denne artikel er en forklaring, ikke breaking news. Den sætter, på baggrund af den offentliggjorte Tyrkiet–Australien-aftale, fast hvem der bestemmer hvad ved COP31 — og hvad det ofte citerede ord “eksklusiv” betyder og ikke betyder.
COP31 — som formelt også fungerer som CMP21 under Kyoto-protokollen og CMA8 under Parisaftalen, sideløbende med SBSTA65 og SBI65 — afholdes fra 9. til 20. november 2026 i Antalya EXPO Center i Tyrkiet. COP31-formandskabet er uden fortilfælde: Tyrkiet besidder COP31-formandskabet og er vært for topmødet, mens Australiens Chris Bowen er forhandlingspræsident med det, som de to regeringers partnerskabsvilkår kalder “eksklusiv myndighed i forhold til forhandlingerne”.
Det delte COP31-formandskab: hvem har hvad
Aftalen deler topmødets ledelse i to adskilte roller, hver med sit eget mandat.
Murat Kurum — udpeget COP31-præsident
Murat Kurum, Tyrkiets minister for miljø, byplanlægning og klimaforandringer, er den udpegede præsident. Pr. 6. oktober 2026 er han udpeget, ikke valgt: den foreløbige dagsorden opfører fortsat valget af COP-præsidenten, vedtagelsen af forretningsordenen og vedtagelsen af dagsordenen som konferencesager, så det formelle valg afventer selve konferencen.
Tyrkiets del af aftalen dækker værtsfunktionerne: det operationelle og logistiske ansvar for topmødet i Antalya samt ansvaret for COP31-handlingsagendaen — det frivillige handlingsspor uden for parternes formelle beslutninger. Australiens repræsentant skal udpeges som COP-vicepræsident.
Chris Bowen — forhandlingspræsident
Australiens Chris Bowen bærer forhandlingsmandatet. Hans opgaver, som fastlagt i aftalen og beskrevet af ham selv i Energy & Power Magazine, omfatter: at videreføre mandater fra forhandlede resultater; at indkalde konsultationer; at håndtere forhandlingskommunikationen; at udpege ministerielle og andre medfacilitatorer; at lede forhandlingsdagsordenen inklusive udkast til tekster; at være kontaktpunkt for UNFCCC-engagement om forhandlingerne; og fuld forhandlingsmyndighed — at styre forhandlingerne, udkastene og den endelige cover-beslutning.
De to ledere er bundet af en konsultationsklausul: de konsulterer hinanden, og hvis deres synspunkter er forskellige, fortsætter konsultationerne, indtil de når “gensidig tilfredshed”.
COP31-formandskabets faste grænser: delegering er ikke beslutning
Det vigtigste punkt i aftalens “myndighedskort” — den analytiske ramme, der bruges i en btw.media-analyse fra 6. oktober 2026 — er dette: “eksklusiv” beskriver myndighed, der er delegeret over forhandlingerne. Det er ikke beslutningssuverænitet.
Parterne beholder selv beslutningsmyndigheden. Hverken Australien eller Bowen kan træffe beslutninger på parternes vegne, erstatte COP’s forretningsorden eller vedtage et udkast til tekst uden parternes tilslutning. At lede forhandlingerne og at afgøre deres udfald er to forskellige ting — og aftalen holder dem bevidst adskilt.
FAKTA
- Hvad: COP31, den 31. FN-klimakonference — også CMP21, CMA8 og SBSTA65/SBI65.
- Hvornår og hvor: 9.–20. november 2026, Antalya EXPO Center, Tyrkiet.
- Hvem leder: Tyrkiet besidder COP31-formandskabet (udpeget præsident Murat Kurum, hvis formelle valg afventer); Australiens Chris Bowen er forhandlingspræsident med eksklusiv myndighed i forhold til forhandlingerne.
- Vigtig grænse: “Eksklusiv” betyder delegeret forhandlingsmyndighed — ikke beslutningssuverænitet, som forbliver hos parterne.
- Beslutningsregel: De to ledere konsulterer, indtil de ved uenighed når “gensidig tilfredshed”.
- Før topmødet: pre-COP i Nadi, Fiji, 5.–8. oktober 2026; ledertopmødet i Antalya 11.–12. november.
Sådan blev aftalen til
Det delte formandskab afsluttede et år langt dødvande mellem Australien og Tyrkiet om værtskabet for COP31. Australien havde oprindeligt den bredeste opbakning, men Tyrkiet nægtede at trække sig — og efter FN-reglerne ville manglende enighed have sendt værtskabet til Tyskland med konferencen tilbage i Bonn. I stedet indgik Bowen og Kurum aftalen, som den australske premierminister Anthony Albanese i november 2025 kaldte en pragmatisk løsning efter FN-reglerne.
Vejen til Antalya
Pre-COP fandt sted i Fiji — i Nadi fra 5. til 8. oktober 2026 — efterfulgt af et ledermøde i Tuvalu, hvor Australien sammen med Stillehavsølandene fastlagde sin dagsorden, førte forsæde og styrede operationerne. Værtslandsaftalen trådte i kraft den 18. september 2026.
Ledertopmødet følger den 11.–12. november i Antalya. Tyrkiet arbejder efter en trojkamodel sammen med COP29-formandskabet (Aserbajdsjan) og COP30-formandskabet (Brasilien) og knytter de tre konferencers ledelser sammen.
Hvad der er på bordet
Tyrkiet præsenterer COP31 som en “implementerings-COP” — eller “fremtidens COP”: en konference, der skal gennemføre eksisterende forpligtelser frem for at jagte nye løfter. Blandt de emner, det har sat på dagsordenen, er fødevaresikkerhed, vandeffektivitet, landbrug, folkesundhed, energisikkerhed, elektrificering — herunder et 35×35-løfte om at øge elektricitetens andel af det endelige energiforbrug fra 20 % til 35 % inden 2035 — elnet, cirkulær økonomi, metan, nul affald, klimarobuste byer, katastroferisikostyring, grøn finansiering, CO₂-markeder, grøn industrialisering, digitalisering, biodiversitet, den retfærdige omstilling og marine økosystemer.
Det at holde øje med: ansvarlighed
Et forbehold, som rejses i btw.media-analysen, følger topmødets handlingsagenda: dens initiativer er frivillige, ikke forhandlede traktatforpligtelser. En løfteplatform er ikke en finansieringsforpligtelse. Den foreløbige dagsorden forudser også en COP31-samling om små udviklingsøstaters klimafinansieringsbehov — en af flere prøver på, om dette første dobbelte formandskab nogensinde forvandler et snedigt kompromis til et fungerende system. Se relateret COP31-dækning: COP31 Antalya: finansiering, køreplan for fossile brændsler og Belém-handlingsmekanismen.
