Hvad er grøn journalistik? Forklaret: Sådan dækker medierne klimaet

Hvad er grøn journalistik egentlig? Det er journalistik om klima, miljø og natur – et fagområde, der har udviklet sig fra spredte advarsler i 1960’erne til et selvstændigt stofområde med egne redaktioner og foreninger. Denne forklaring gennemgår historien og viser, hvad forskerne siger om god klimajournalistik.

Fra tidlige advarsler til Rio og Kyoto

Klimadagsordenen trækker tråde langt tilbage. I 1950’erne begyndte amerikanske forskere at advare om sammenhængen mellem fossil afbrænding og global opvarmning, og den amerikanske kongres holdt allerede i 1957 en høring om emnet. I Danmark dukkede klimaproblematikken sporadisk op i medierne i 1960’erne, blandt andet med artikler i Vendsyssel Tidende i 1967 og Dagbladet Børsen i 1969 om CO₂ og drivhuseffekten.

I 1970’erne kom miljøet for alvor på dagsordenen med bekymring for synlig forurening, og Danmark fik sin første samlede miljølov i 1973. Først i 1980’erne og 1990’erne blev klimaet et centralt politisk og mediemæssigt tema, blandt andet med FN’s klimapanel IPCC i 1988, Rio-topmødet i 1992 – hvor cirka 9.000 journalister deltog, heraf omkring 50 fra danske medier – og Kyotoaftalen i 1997.

Et selvstændigt fagområde med egne foreninger

På redaktionerne fik miljøet og siden klimaet en stadig mere central plads. I USA dannede 19 journalister i 1989 The Society of Environmental Journalists, som ved årtusindeskiftet havde mere end 1.200 medlemmer. I Danmark blev foreningen Danske Miljøjournalister dannet i 1991, og i 1995 kom Energijournalisterne til. De to foreninger blev slået sammen i 2004 til Foreningen af Energi- og Miljøjournalister.

Udviklingen gik dog ikke kun fremad. Siden årtusindeskiftet har de trykte medier oplevet stor økonomisk tilbagegang, mange journalister er blevet afskediget, og det samlede billede er færre specialiserede medarbejdere og flere generalister. Men der findes fortsat enkelte klimajournalister på nogle af de større danske medier.

Mediernes problembarn – og vejen ud

I sin ph.d.-afhandling fra 2024 kalder forsker Line Weldingh fra Roskilde Universitet klimaet for »mediernes problembarn«. Klimaet er komplekst, udvikler sig langsomt og kan virke abstrakt – og det konkurrerer med nære emner som fødevarepriser og ledighed samt pludselige hændelser som krig og pandemier. Omkring årtusindeskiftet forsvandt klimaet næsten fra mediedagsordenen; undtagelserne var COP15 i København i 2009 og COP21 i Paris i 2015. Først den usædvanligt varme sommer i 2018 gav klimaet en ny opblomstring frem til coronapandemien i 2020.

En særlig udfordring er den såkaldte falske balance: Journalistikkens konvention om at »høre modparten« har givet klimaskeptikere uforholdsmæssig plads, selvom den anerkendte forskning ikke er i tvivl om klimakrisens årsager. Hertil kommer årtiers misinformation og lobbyisme, blandt andet fra olieindustrien.

I forskningsartiklen »What is ‘Good’ Climate Journalism?« fra 2021 er anbefalingen klar: Medierne bør satse på specialiserede journalister, der er rigtig godt inde i stoffet, bedre til at faktatjekke og har skarpt blik for stoffets relevans – uden at give køb på den klassiske journalistik. Anbefalingen bakkes op af medieforskeren Doug Sprecht fra University of Westminster, der har undersøgt de europæiske mediers dækning af det ekstreme vejr i sommeren 2026 med skovbrande, varmerekorder og øget dødelighed blandt ældre. Hans pointe er, at medierne må skrue op for fagligheden og perspektiveringen, så de ikke bare skriver om, hvad der sker, men også hvorfor det sker.

Konklusion: Grøn journalistik er et ungt, men veletableret fagområde med rødder tilbage til 1960’ernes advarsler. Forskningen peger på, at vejen til bedre klimadækning går gennem specialiserede journalister, stærk faglighed og perspektivering – ikke bare hvad der sker, men hvorfor.

Læs også: Granskning: Olieindustriens folk skriver på verdens vigtigste klimarapporter