På COP31’s hviledag i Antalya har The Guardian vendt kameraet mod dem, der fortæller verden, hvad der sker inde i forhandlingerne: sine egne journalister. I et indslag offentliggjort søndag den 15. november beskriver fem af avisens journalister to uger med udmattelse, trafikpropper, elendig mad og 48 timer uden søvn — og forklarer, hvorfor de bliver ved.
Indslaget kommer midtvejs i et topmøde, der er blevet historiens største klimakonference. Carbon Briefs analyse af UNFCCC’s foreløbige lister tæller 92.934 personer, der er registreret til at deltage i COP31 personligt — mere end de godt 80.000 ved COP28 i Dubai. Med 3.335 yderligere, der følger med online, overstiger det samlede antal registreringer 95.000.
Et topmøde på størrelse med en lille by
Blandt de registrerede er 3.645 medierepræsentanter — foreløbig den næststørste pressegruppe i COP-historien, kun overgået af de 3.712 journalister ved COP3 i Kyoto i 1997. Tyrkiets TRT er den mest repræsenterede mediegruppe med mere end 200 delegerede. COP31’s pressecenter kan rumme 4.000 journalister, og omkring 3.000 havde fået akkreditering ved udgangen af oktober. Mere end 300 pressekonferencer og 40 steder til direkte udsendelser er planlagt i løbet af de to uger.
The Guardian sætter antallet af registrerede delegerede til 70.000 — en påmindelse om, hvor fyldt Antalya Expo Center er blevet. For journalisterne indenfor er omfanget den første udfordring. “Det er i sig selv en udfordring at dække et topmøde, der kan trække 100.000 mennesker til utallige arrangementer og møder bag lukkede døre,” siger Adam Morton, ledende redaktør hos Guardian Australia, i indslaget.
Tre en halv time i bus
Så er der transporten. Tirsdag morgen beskrev The Guardians liveblog miljøkorrespondent Graham Readfearns tre en halv time lange kamp for at nå frem til mødestedet med en særlig COP31-bus, der sad fast i Antalyas trafik. “Grahams færd var ikke en metafor,” hedder det i indslaget — det var blot en af mange praktiske forhindringer, som journalister møder ved et COP, og udfordringerne er endnu større for mindre medieorganisationer fra fattigere lande, der er særligt sårbare over for klimakrisen.
48 timer med lidt eller ingen søvn
Den dybeste prøve kommer til sidst. “Ved udgangen af den sidste weekend er det ikke usædvanligt at have været 48 timer med lidt eller ingen søvn, mens delegerede arbejder natten igennem, langt over den planlagte deadline, for at nå til enighed,” siger Morton. “Powernaps på enhver ledig flade kan blive en nødvendighed.”
Readfearn er mere direkte: “Jeg spiser eller sover aldrig ordentligt.” Fiona Harvey, The Guardians miljøredaktør, beskriver dage, der er “en strøm af sms’er, e-mails, opkald, spurter ned ad korridorer i desperate forsøg på at fange verdens ledere” — og tilføjer med følelse, at maden altid er elendig.
At skære igennem jargonen
Den faglige udfordring er oversættelse. “Det sværeste ved at dække et COP er at skære igennem jargonens skove for at finde frem til den historie, der faktisk betyder noget for omverdenen,” siger miljøkorrespondent Damien Gayle. I to uger er et COP, skriver han, “som en verden i sig selv — halvt topmøde, halvt messe, halvt festival”.
Readfearn er enig: journalister skal kunne kende deres LDC’er fra deres NDC’er og deres HAC’er fra deres WEOG’er — forhandlingernes forkortelser — og derefter “oversætte det, der sker, til et sprog, læseren forstår, og kunne skelne en udvikling, der virkelig får konsekvenser, fra noget, der blot er en del af COP-støjen”.
Den europæiske miljøkorrespondent Ajit Niranjan siger, at det sværeste er at betjene mange publikummer på én gang: De titusinder, der deltager i topmødet, vil have et nærbillede af de diplomatiske stridigheder og de sjældne gennembrud, mens den almindelige læser vil have de vigtigste pointer blandet med “de mest medrivende, hjerteskærende, skræmmende og opmuntrende historier om klimakrisen”.
Hvorfor det betyder noget
Harvey er ærlig om tvivlen. Efter tre årtiers COP’er er de globale drivhusgasudledninger fortsat steget, og topmøderne kan virke nytteløse. Men det er ikke hele historien, argumenterer hun: Verden bevæger sig væk fra fossile brændstoffer, om end alt for langsomt, og dem, der bremser den udvikling, skal holdes ansvarlige. I mange lande kan vælgerne gøre det — men en stor del af verdens udledninger og produktion af fossile brændstoffer kommer fra stater, hvor valgene ikke er frie og retfærdige. “COP er et af de få steder, hvor de lande kan blive udspurgt og afsløret i deres svigt og forsøg på obstruktion,” skriver hun.
Den tidligere amerikanske udenrigsminister John Kerry sagde det samme til Harvey lige før COP31, da hun spurgte ham, om COP’er var det værd: “Jeg vil hellere have, at COP finder sted, og at folk lytter til hinanden og udveksler information og synspunkter, end at leve i et fuldstændig mørkt, ubevægeligt hul, hvor der ikke sker noget.”
Watan News er blandt de akkrediterede medier, der dækker COP31 fra Antalya og rapporterer om forhandlingerne på engelsk, urdu og dansk.
Hvad sker der nu
Mødestedet er lukket søndag den 15. november på den hviledag, som formandskabet kalder “A Breath in Antalya”. Forhandlingerne genoptages mandag den 16. november med dagen for videnskab, industri og teknologi, det højtstående segment begynder tirsdag den 17. november, og de afsluttende forhandlinger er planlagt til fredag den 20. november.
Journalistikken selv er på dagsordenen onsdag den 18. november, hvor to arrangementer tager fremtiden for klimajournalistik op: Dialogue Earths 20-års jubilæumspanel online spørger, hvad der er på spil, hvis klimajournalistikken bliver ved med at skrumpe, og UNESCO’s Globale Initiativ for Informationsintegritet om Klimaændringer holder et officielt COP31-sidearrangement om kampen mod klima-desinformation. For journalisterne i Antalya bringer den anden uge den samme prøve som den første — lange dage, lidt søvn og opgaven med at gøre en vidtstrakt forhandling meningsfuld for dem, der følger med hjemmefra.
Læs, hvordan verdenspressen hidtil har dækket topmødet, i vores tidligere reportage, hvordan verdenspressen har dækket COP31, og status ved halvvejen i vores midtvejsstatus.
Vigtige fakta
- 92.934 personer er registreret til at deltage i COP31 personligt, ifølge Carbon Briefs analyse af UNFCCC’s foreløbige lister — foreløbig det største COP i historien.
- 3.645 medierepræsentanter er registreret — den næststørste pressegruppe i COP-historien, efter COP3 i Kyoto i 1997 (3.712).
- 4.000 journalister kan rummes i COP31’s pressecenter; omkring 3.000 var akkrediteret ved udgangen af oktober.
- 48 timer med lidt eller ingen søvn er ikke usædvanligt for journalister ved den sidste weekend, siger Adam Morton.
- Tre en halv time — Graham Readfearns bustur til mødestedet tirsdag morgen.
