De forskere, der skriver verdens mest autoritative klimarapporter, er ved at løbe tør for tid. Regeringer samles i Addis Abeba i Etiopien fra den 12. til 16. oktober 2026 til den 65. session i FN’s Klimapanel (IPCC), hvor den centrale opgave er at blive enige om IPCC AR7 tidsplan – tidsplanen for de skelsættende syvende hovedrapporter (AR7) – en beslutning, der vil præge næste runde af globale klimaforhandlinger.
En uge, der afgør videnskaben
Regeringer har nu mødtes fem gange siden den nuværende cyklus begyndte, uden at blive enige om, hvornår de tre arbejdsgrupperapporter – om den fysiske klimavidenskab, om klimapåvirkninger og tilpasning samt om at reducere udledninger – skal være færdige, ifølge klima-mediet Carbon Brief. Dødvandet om leveringsplanen for AR7-cyklussen er blevet beskrevet som »uden fortilfælde«.
IPCC-formand Jim Skea beskrev den seneste session som »frustrerende og skuffende« og sagde, at »det var kun et forretningsmøde – der var ingen videnskab involveret i det«, og pegede på et tab af tillid mellem forskellige grupper af lande. Budgettet øger presset: ved mødet i Bangkok advarede Saudi-Arabien om, at en udskydelse af tidsplandebatten risikerede et scenarie, hvor budgettet ikke ville blive godkendt, og det videre arbejde ville blive forsinket, rapporterer Earth Negotiations Bulletin.
Hvorfor IPCC AR7 tidsplan betyder noget for COP31
Klimasårbare lande og flere europæiske stater ønsker, at de vigtigste rapporter er færdige i 2028, så de kan indgå i den anden globale evaluering under Parisaftalen – den femårige globale gennemgang af klimaindsatsen, der efter planen afsluttes på COP33 i 2028. Sammenhængen mellem videnskaben og evalueringen er direkte: evalueringen skal danne grundlag for næste runde af nationale klimamål under Parisaftalen.
En ekspert citeret af Carbon Brief advarede om, at det ville være »et stort historisk brud, der ville blive brugt til at svække den internationale klimaproces og Parisaftalen«, hvis ikke IPCC’s rapporter bliver afstemt med evalueringen. For værten for det kommende topmøde står der også meget på spil: COP31, der mødes i Antalya i Tyrkiet den 9.–20. november 2026 under udpeget præsident Murat Kurum, præsenteres som et gennemførelsestopmøde, der omsætter eksisterende forpligtelser til målbare resultater – en opgave, der kræver troværdig videnskab. Watan News har tidligere rapporteret, hvordan COP31-formandskabet har lovet gennemførelse frem for nye løfter med et mål om at hæve elektricitetens andel af det globale energiforbrug til 35 procent i 2035.
Hvor splittelsen kommer fra
Ved det foregående møde foretrak et »flertal« af landene en arbejdsplan, der ville afstemme AR7-rapporterne med evalueringen, siger Earth Negotiations Bulletin. Men et mindre antal delegationer holdt stand.
Saudi-Arabien modsatte sig at presse cyklussen sammen for at imødekomme »eksterne tidsplaner« og kaldte det »utilbørligt«, fordi IPCC »tjener et bredere mandat end blot at levere input til den globale evaluering«, rapporterer Bulletin. Kina sagde, at AR7 skal være inklusiv, og at udviklingslandenes forskere har brug for tid til at bidrage, og advarede mod at udføre arbejdet »i hastværk« samt tilføjede, at det er »umuligt« at færdiggøre arbejdsgrupperapporterne i 2028, ifølge Bulletin’ens gengivelse. Indien, Kenya og Rusland har ligeledes sat spørgsmålstegn ved den accelererede tidsplan, ifølge Carbon Briefs dækning af forhandlingerne.
FAKTA
- Hvad: IPCC’s 65. session (IPCC-65) – regeringer fastlægger tidsplanen for de syvende hovedrapporter (AR7).
- Hvornår og hvor: 12.–16. oktober 2026 i Addis Abeba, Etiopien (bekræftet af IPCC’s officielle mødeliste).
- Målet, mange regeringer presser på: godkendelse af de tre arbejdsgrupperapporter i 2028, så de er klar til den anden globale evaluering.
- Forbindelsen til COP31: den anden evaluering afsluttes efter planen på COP33 i 2028; COP31 mødes i Antalya den 9.–20. november 2026.
- Kerneproblemet: om en accelereret tidsplan kan beskytte rapporternes kvalitet og udviklingslandenes deltagelse.
Hvad man skal holde øje med næste gang
Hvis regeringerne bliver enige om en tidsplan i Addis Abeba, kan AR7-rapporterne være klar til at informere den anden globale evaluering – og give forhandlerne frisk videnskab om fysiske risici, tilpasningsbehov og udledningsveje. Hvis dødvandet fortsætter, kan evalueringen gå videre uden de nyeste beviser, et scenarie som sårbare lande advarer vil svække ansvarligheden netop som verden fastlægger sin næste runde af klimamål.
Addis Abeba-mødet er derfor, som Carbon Brief udtrykker det, sandsynligvis det sidste øjeblik, hvor en tidsplan stadig kan aftales, så rapporterne holdes synkroniseret med evalueringen. Hvad der sker der, vil rønge langt ud over Etiopien – ind i forhandlingslokalerne i Antalya og videre.
