Verden står over for et “snævrere vindue” til at genoprette skove, der er afgørende for fødevaresikkerhed og modstandsdygtighed over for klimaet. Det fremgår af FAO’s rapport State of the World’s Forests, som The Guardians Jonathan Watts rapporterede om 29. september.
Ifølge rapporten er mere end 489 millioner hektar skov blevet ryddet siden 1990, mens et endnu større areal er blevet forringet. Initiativer gennem de seneste to årtier lovede at genoprette mere end 1 milliard hektar, men i praksis bliver knap en femtedel genoprettet. FAO siger, at fremskridtene er ujævne og utilstrækkelige i forhold til verdens voksende behov.
Skove dækker 4,14 milliarder hektar, omkring en tredjedel af verdens landareal. De lagrer 714 gigaton kulstof, rummer op til 80% af biodiversiteten på land og understøtter levebrødet for næsten en tredjedel af verdens befolkning, står der i rapporten.
Presset fortsætter. Omkring 127 millioner hektar skov rammes hvert år af brande, ud over skader fra insekter, sygdomme og ekstremt vejr. Udvidelse af landbruget, klimakrisen, forurening og udvinding af ressourcer øger belastningen.
Rapporten siger, at den voksende kløft mellem efterspørgsel og bæredygtigt udbud skaber en strukturel ubalance, som truer både økologisk integritet og den langsigtede levedygtighed i skovbaserede økonomier. En genopretning af 1 milliard hektar vurderes at kunne skabe gevinster på 1,8 billioner dollar om året.
Vurderingen forbinder genopretningen med skovenes mulighed for fortsat at understøtte mennesker og økonomier under pres. Det handler ifølge rapporten ikke blot om at plante flere træer; kvaliteten, planlægningen og tempoet er også afgørende. Forsinket handling kan låse landskaber fast på udviklingsbaner, som er sværere og dyrere at ændre.
FAO’s generaldirektør Qu Dongyu siger, at genopretning er mere end en miljømæssig prioritet: Det er en strategisk investering i robuste agro-fødevaresystemer og udvikling af landdistrikter. Han advarer også om, at forsinket eller dårligt planlagt genopretning vil øge de langsigtede omkostninger, forværre uligheder og risikere at låse landskaber fast i uholdbare udviklingsbaner.
