Indonesiske journalister vil gerne dække klimaforandringer og energiomstillingen mere indgående, men begrænset videnskabelig viden, begrænset adgang til eksperter og stramme redaktionsressourcer holder dem tilbage. Det er hovedkonklusionen i en ny rapport om indonesisk klimajournalistik, der blev offentliggjort den 21. oktober 2026 af Monash Climate Communication Hub og Australia-Indonesia Centre i partnerskab med Universitas Hasanuddin.
Med Makassar i Sydsulawesi som regional case study undersøgte projektet redaktionsdynamik, journalisternes viden og mediedækningen af klima- og energispørgsmål i det østlige Indonesien. Budskabet er håbefuldt: Når reportere får praktisk træning og direkte kontakt til videnskabelige eksperter, vokser deres selvtillid, og de dækker emnerne oftere og mere effektivt.
Hvad rapporten fandt om indonesisk klimajournalistik
Forskningen kombinerede medieanalyse, fokusgrupper, spørgeundersøgelser, feltarbejde i lokalsamfund og workshops om videndeling med indonesiske og australske journalister, forskere og kommunikationseksperter. Den fandt en klar appetit blandt journalister på at styrke klima- og energidækningen, men også betydelige barrierer, herunder begrænset videnskabelig viden og adgang til eksperter, pres i redaktionerne, kommercielle begrænsninger samt begrænset tid og ressourcer.
Den lokale mediedækning har historisk været reaktiv og fokuseret på den kortsigtede katastrofeindsats snarere end på drivkræfterne bag langsigtede klimaforandringer. Rapporten peger på klare muligheder for at ændre det mønster ved at give regionale reportere færdigheder, videnskabelige kontakter og tid til at tilføje kontekst til hurtige nyhedshistorier.
Professor Libby Lester, direktør for Monash Climate Communication Hub, sagde, at støtte til journalister er afgørende for at hjælpe lokalsamfund med at træffe informerede beslutninger om deres fremtid. “Journalister spiller en afgørende rolle i at omsætte komplekse videnskabelige realiteter til meningsfulde, handlingsorienterede historier for lokale publikummer,” sagde professor Lester. “Opbygning af langsigtet redaktionskapacitet og stærkere forbindelser til forskere giver reportere mulighed for at bevæge sig ud over reaktiv rapportering og lede konstruktive offentlige samtaler om klimaløsninger.”
Hvorfor det østlige Indonesien har brug for stærkere klimadækning
Det østlige Indonesien er i frontlinjen for klimaforandringerne med stigende havniveau, skiftende landbrugscyklusser og stadig mere intenst ekstremvejr. Kystsamfund, der lever af tangdyrkning, fiskeri og landbrug, oplever allerede ændringer i vejrmønstre, tidevandsforhold og marine økosystemer.
På den baggrund har kvaliteten af den regionale klimajournalistik en reel betydning for offentlighedens forståelse og for de beslutninger, som lokalsamfund, regeringer og virksomheder kan træffe. Når dækningen stopper ved efterspillet efter en storm eller en oversvømmelse, lærer læserne, hvad der skete, men ikke hvorfor det skete, eller hvad der kan ske næste gang.
Hvad der ændrede sig for de deltagende journalister
En indonesisk redaktør, der deltog i initiativet, sagde, at han nu bestræber sig på at give mere kontekst til historier fra sit team. “Denne kontekst kan beriges ved at inddrage ekspertforklaringer eller forskning om aktuelle begivenheder,” sagde Alfian fra Tribun Timur, en stor indonesisk regional mediekoncern. “Den resulterende dækning gør mere end blot at rapportere hændelsen; den dykker dybere ned i de underliggende årsager og skitserer nødvendige fremtidige handlinger. Alt dette stammer fra de erfaringer, jeg har fået gennem projektet.”
En anden deltager sagde, at adgang til klare videnskabelige data og til berørte kystsamfund åbnede helt nye vinkler for redaktionen. “Vi dækker ikke længere blot efterspillet efter en storm, vi har nu værktøjerne og selvtilliden til at forklare de underliggende klimadrivkræfter og udforske mulige løsninger for vores læsere,” sagde deltageren.
En udvalgt gruppe rejste også til Melbourne for intensiv træning med Monash Universitys klima- og samfundsvidenskabelige eksperter. Under besøget mødte de professorer, der er med til at lede Australia-Indonesia Centre-forskningsprojekter i Sulawesi, og de undersøgte muligheder for samarbejde med australske journalister.
FAKTA: Vigtige punkter
- Rapporten blev offentliggjort den 21. oktober 2026 af Monash Climate Communication Hub og Australia-Indonesia Centre med Universitas Hasanuddin som indonesisk forskningspartner.
- Case studyen er Makassar i Sydsulawesi og dækker redaktioner i det østlige Indonesien.
- Vigtigste barrierer: begrænset videnskabelig viden, begrænset adgang til eksperter, pres i redaktionerne, kommercielle begrænsninger samt begrænset tid og ressourcer.
- Det, der virker ifølge rapporten: praktisk klima- og energitræning plus direkte kontakt til videnskabelige eksperter.
- Projektet blev finansieret af Australia-Indonesia Institute under det australske udenrigs- og handelsministerium.
En model, som andre redaktioner kan lære af
Australia-Indonesia Centre-direktør Boyd Whalan sagde, at det samarbejdende arbejde resulterede i et stærkt binationalt projekt om en fælles regional udfordring. “Denne rapport har vist en videnskløft, som vi mistænkte ud fra vores forskeres erfaringer på stedet med klimaforandringer. Dette projekt viser, hvordan vi kan mindske den kløft,” sagde Whalan. “Styrkelse af lokal journalistik understøtter direkte lokalsamfundenes modstandsdygtighed i det østlige Indonesien.”
Lektionen rækker ud over én region. Hvor end redaktioner er små, pressede og langt fra nationale hovedstæder, kan den samme kombination — træning, ekspertkontakter og feltarbejde i lokalsamfund — forvandle katastroferapportering til løsningsrapportering. Læserne får ikke kun at vide, at en kyst eroderer, eller at en høst ændrer sig; de får at vide hvorfor, og hvilke reaktioner der afprøves. Læs mere om, hvordan journaliststipendier støtter lokale klimareportere, i vores rapport om SJN/MIT Climate Journalism Fellowship.
