Antalya: Mens klimaforhandlingerne i Antalya trækker ud over deres planlagte afslutning, arbejder faktatjekkere på at adskille virale påstande om COP31 fra fakta. Et faktatjek-site offentliggjorde den 21. november netop sådan en gennemgang, påstand for påstand. Men bag de daglige overskrifter gemmer sig et mere stille problem for klimajournalistikken selv: Publikummet for klimanyheder er holdt op med at vokse.
Dette er en oplysende artikel, ikke en nyhedsreportage. Den ser på, hvad forskningen siger om, hvordan folk følger klimanyheder, hvorfor mange slukker, og hvad god klimajournalistik kan gøre ved det.
Det er den centrale konklusion i Reuters Institutes rapport Climate Change and News Audiences, nu i sin tredje udgave. Rapporten bygger på undersøgelsesdata fra otte lande — Brasilien, Frankrig, Tyskland, Indien, Japan, Pakistan, Storbritannien og USA — og finder, at omkring halvdelen af befolkningen følger nyheder om klimaforandringer hver uge, og at andelen næsten ikke har flyttet sig siden 2022. Rapportens hovedforfatter, dr. Waqas Ejaz, kalder mønsteret for “inerti i klimaopfattelsen”: Bekymringen er reel, men engagementet står stille, selvom ekstremvejr bliver hyppigere og kraftigere.
Publikummet, der holdt op med at vokse
I de otte undersøgte lande siger 50 procent, at de følger klimanyheder mindst én gang om ugen, med kun lidt forandring siden 2022. Forskellene mellem landene er store. Frankrig har den højeste ugentlige brug med 60 procent. USA har den laveste med 34 procent, efter et fald på 16 point siden 2023.
Tv er fortsat den mest almindelige vej til klimainformation: 31 procent nævner tv-nyheder som deres primære kilde, foran online nyhedssider med 24 procent. Video er det format, folk foretrækker, foran tekst. Resultaterne blev drøftet ved et arrangement i Reuters Institute, ledet af den fungerende direktør Mitali Mukherjee, med Ejaz, Katherine Dunn fra Oxford Climate Journalism Network og Ivan Couronne, global redaktør for planeten hos AFP.
Omkring én ud af fire — 25 procent — mener, at de ser misvisende information om klimaforandringer hver uge, en andel der heller næsten ikke har ændret sig siden 2022.
Hvorfor folk slukker
Forskningen peger på to hovedårsager til, at folk undgår klimanyheder. Den første er, at det påvirker deres humør. Den anden er, at de ikke ser nye oplysninger, der føles relevante for dem. Det gab er vigtigt: Publikummet siger, at de vil have klimanyheder, der er nyttige i deres liv, mens meget af dækningen stadig føles fjern og gentagende.
Faldende tillid til nyheder generelt spiller også en rolle. Ejaz bemærker, at nyhedsmedierne kæmper med faldende tillid og stigende nyhedsundgåelse på tværs af alle emner, ikke kun klima. Klimajournalister skal derfor kæmpe mod en bredere strøm såvel som deres emnes særlige vanskeligheder.
Hvad Frankrig gjorde anderledes
Frankrig viser, at tendensen ikke er uundgåelig. Efter de store hedebølger i 2022 ændrede holdningen til klimanyheder i landet sig, og store nyhedsredaktioner indførte fulde klima-strategier for hele virksomheden. De ansatte klimaredaktører og omstrukturerede deres redaktioner. Nu, forklarer Couronne, bringer de to største franske kanaler hver aften i 20-nyhederne klimastof af god kvalitet, hver eneste dag.
Det franske eksempel er rapportens klareste bevis på, at udbud former efterspørgsel: Når redaktioner behandler klima som en daglig historie i stedet for en lejlighedsvis special, følger publikummet med.
Sommeren, ikke COP, er den virkelige prøve
For redaktioner er årets vigtigste klimabegivenhed ifølge Couronne ikke COP-topmødet, men sommeren. Hedebølger og skovbrande er det tidspunkt, hvor publikummet mest aktivt søger klimainformation, og redaktioner bør forberede sig på forhånd: skriftlige retningslinjer for hele redaktionen, ikke kun klimajournalister; uddannelse af erhvervs- og politikredaktører; og praktisk planlægning af sikkerhed, transport, mad, vand og opladning af batterier, når man dækker brande og katastrofer.
Dunn siger det samme i praktiske vendinger: “Udvikl en varmestrategi. Klima kan føles rigtig slemt, stort, politisk og komplekst, men start med varmen.” Varme er det mest regelmæssige og farlige klimaproblem for millioner af mennesker hvert år, og det er her, god reportage kan hjælpe mest direkte.
Den lokale vinkel er nøglen. Når folk siger, at de vil have lokale nyheder, forklarer Dunn, mener de nyheder, der er nyttige: Kan jeg gå tur med min hund, og hvor bekymret skal jeg være, hvis jeg er gravid, og det er 40 grader? “De fleste historier kan være klimahistorier,” siger hun. “Nogle gange skal der kun en enkelt linje til.”
Den samme tankegang gælder for COP-dækningen. Publikummet siger, at de vil have det store billede og den lokale betydning, ikke den daglige detalje om ledere og forhandlinger. Rapportens råd er at bytte nogle COP-historier ud med lokale historier — for eksempel en lokal biodiversitetshistorie om en person, der genopretter sin lokale park — fordi det er det, publikummet siger, de værdsætter.

Udbuddet af klimanyheder skrumper også
Mens publikummet står stille, er udbuddet af klimareportage under pres. SEAL Awards, som den 12. november offentliggjorde de tolv vindere af sine Environmental Journalism Awards 2026, advarede om en nedadgående tendens i miljøreportage i mainstream- og store publikationer. Dets impact lead, Safa Bee Wesley, opfordrede store publikationer til at geninvestere i deres miljønyhedsafdelinger og opfordrede specifikt New York Times og Washington Post til at give ubegrænset, gratis adgang til miljøreportage.
Risiciene for journalisterne selv er reelle. Ifølge UNESCO rapporterer mere end 70 procent af de adspurgte miljøjournalister om angreb, trusler eller pres i forbindelse med deres arbejde. Ved COP31 selv dækker 3.645 journalister forhandlingerne i Antalya — det næststørste pressekorps i COP’s historie — men pressekorpset er selv i forandring, efterhånden som etablerede medier skrumper, og nye fortællere tager over.
Online chikane er en del af problemet. Klimajournalister bliver ofte ramt af trolde, der spreder misinformation og chikanerer dem. Men Dunn advarer mod at lade et lille, højlydt mindretal sætte dagsordenen: Dataene viser, at store dele af nyhedspublikummet er interesserede i klimanyheder og bekymrede over deres betydning for deres liv. “Vi ved, at folk bekymrer sig,” siger hun. “Vi ved, at det er svært for dem at tænke på, vi ved, at det kan være deprimerende og mangle nyhedsværdi, men de bekymrer sig, og de tror på det.”
FAKTA
- Omkring 50 procent af befolkningen i otte lande følger klimanyheder ugentligt, med kun lidt forandring siden 2022 (Reuters Institute).
- Den ugentlige brug er højest i Frankrig (60 procent) og lavest i USA (34 procent), efter et fald på 16 point siden 2023.
- Tv-nyheder (31 procent) og online nyhedssider (24 procent) er de primære veje til klimainformation; video er det foretrukne format.
- Én ud af fire (25 procent) mener, at de ser misvisende klimainformation hver uge.
- Mere end 70 procent af de adspurgte miljøjournalister rapporterer om angreb, trusler eller pres (UNESCO).
- 3.645 journalister dækker COP31 i Antalya, det næststørste pressekorps i COP’s historie.
Hvad læserne kan gøre
Forskningen rummer også et budskab til læserne, ikke kun til redaktionerne. Klimanyheder virker bedst, når de er lokale, praktiske og regelmæssige — og læserne kan bede om netop det: dækning, der forklarer, hvad en hedebølge betyder for deres gade, deres helbred og deres regninger, ikke kun hvad der skete i en forhandlingssal. At tjekke en påstand mod en anden kilde og at foretrække medier, der har en dedikeret klimaredaktion, er små vaner, der modvirker den misinformation, som én ud af fire nu møder hver uge.
Klimajournalistikken mangler ikke historier. Spørgsmålet, som forskningen rejser, er, om redaktionerne vil blive ved med at fortælle dem på måder, der når de mennesker, der har mest brug for dem.























